Overgang

Overgange – en glemt kunstart

Overgange er som helhed betragtet et undervurderet fænomen.

Overgange

 

Overgange er ifølge Den Danske Ordbog: (gradvis) forandring eller udvikling fra noget til noget andet; (gradvist) skift fra en tilstand til en anden.

Vi fokuserer oftest på før eller efter overgange, men selve overgangens funktion er at bære videre, at befordre et skift. Overgange er ofte behæftet med forestillinger om ubehag, uvished og sågar en forværring, hvilket i mange tilfælde jo forhaler en ellers naturlig fremgang. Samtidig bevirker de forestillinger både en mulig devaluering eller en forherligelse af det som har været. At en overgang kan opleves som en form for vacum/limbo hvor man befinder sig frit svævende imellem to modsatrettede poler uden faste holdepunkter, er i vores kultur ofte traditionelt behæftet med følelsen af uvished, hvor den mere berigende opfattelse af at befinde sig i en form for frihedszone, hvor det netop er her der er mulighed for ved egen indsats at påvirke den skæbne der ellers kan virke fastlagt og uafvendlig. Dette set i en universel tidsregning – et livsforløb, ubetydelige øjeblik, er måske det vi inderst inde/ubevidst har ventet på.

Overgange

Tilsyneladende er det også en usikkerhed der stimuleres af samfundet både politisk og økonomisk. Det kan for en uindviet virke som om at det pres der idag lægges på de stakkels (specielt unge) mennesker for hele tiden at være aktive og have en fastlagt kurs, har en åbenbart tilsigtet undertrykkende virkning, der søger at eliminere overgangens funktion som mulighed for egen indflydelse på skæbne og livskvalitet.
Politisk mener man tilsyneladende at der på bedste totalitære vis skal slås hårdt ned på den form for “forlystelse”. Et eksempel kan være holdningen til den uundgåelige arbejdsløshed, hvor man med alle midler søger at bekæmpe den lediges velbefindende i overgangsperioden. Historisk set har der altid været arbejdsløshed i et eller andet omfang og det vil der blive ved med at være, da det tilsyneladende ville være økonomisk uhensigtsmæssigt hvis alle var i arbejde. Ikke desto mindre bliver der ikke brugt så meget som én lille bitte ressource på at udnytte overgangsperioden positivt og naturligt. Alle sejl bliver sat med en årlig udgift på 11 milliarder der betragtes som en udgift uden nogen mulighed for at få blot en mindre del af beløbet retur, for at den ledige eller sygdomsramte ikke under nogen omstændigheder skal få den tanke at en (uundgåelig) ledighedsperiode/overgang skulle kunne udnyttes positivt og være befordrende for den enkeltes livskvalitet. Psykologisk set er vi mennesker mest handlekraftige, hvis vi befinder os godt, er engagerede, har overskud og tro på fremtiden. Af besynderlige grunde har man ikke noget ønske om at ledige og sygdomsramte må blot nærme sig en sådan tilstand af velbefindende, – det kunne jo give en øget mulighed for at tage hånd om sin egen situation.

 

 

En lille Zen historie.

En krigsherre ville nedbrænde en landsby. Han sagde at han ville skåne den, hvis de kunne give ham noget han kunne bære, der kunne gøre ham glad når han var ked af det og ked af det når han var glad.
Landsbyens vise mænd samledes og lavede en ring til ham hvorpå der stod: “Dette vil også gå over.”