Jeg kan bare blive SÅ træt af nyheder. Hvor er de dog deprimerende. De handler stort set altid om vold og ødelæggelse, om politisk sandkasse-opførsel eller sladder a’ la “nu har den gjort det“. Hvor lang tid tager det at læse et Ekstrablad? – 5 minutter – hvis man også vil have tegneserierne med. Af tilsyneladende lutter misundelse har man her også anlagt sag imod den absolut mere relevante webavis. Bevæger man sig blot en lille smule hen i den seriøsere ende, havner man i et utal af artikler der alle beskriver hvad vi skal gøre for at få et bedre liv, vi må ikke spise kød – vi skal absolut spise kød, vi må kun drikke 14 genstande om ugen hvis vi blot skal have en minimal chance for at nå de 50år, men rødvin er skam også sundt. Sex er også blevet en videnskab, man kan undre sig over at vi tidligere har kunnet finde ud af det, uden at have et dameblad i hånden samtidig. Alle disse bedrevidende eksperter, som tilsyneladende bor på en anden planet og på mystisk vis får kommunikeret deres videnskabelige hovsaløsninger ud i medierne her på jorden.
Fandtes der så bare et medie som kun udbredte sig med positive og opbyggelige nyheder – men det er der tilsyneladende ikke penge i!
Næ, – må jeg så bede om nogle fornuftige artikler, som virkelig giver stof til eftertanke. De findes ikke bedre end i AndePosten. Det er viden på et højt plan – nede på jorden;-)

Han var en mand med mange talenter og en besynderlig sammensat karakter, fra en tid de færreste husker – men hans udtalte sarkasme over for alt og alle, kan vi nok have brug for idag også som et værn imod, og en tydeliggørelse af hvad vi bliver udsat for af vore omgivelser.
W.C.Fields nåede at medvirke i 40 film, hvoraf han selv skrev en del af dem.

Giv dig lige tid til en pause og se et par klip jeg har fundet.
Honest John

Jeg kan anbefale et gensyn med hans film (i sort/hvid), som garanteret vil kunne pirre din lyst til at sige: “Nu er det nok”, kombiner det så med en sorgløs attitude og sans for barokke situationer, en humor man ikke helt ved om er alvorlig, (det er den nu nok), så her har du en ny og forfriskende mulighed for at anlægge et opdateret syn på tilværelsen.
Greatest drunks at all time.

W.C.Fields popularitet skyldtes bestemt ikke hans sympatiske fremtræden.
Skal man sætte etiketter på havde han ikke mange forsonlige træk, han var egoistisk, meget ofte sur og vrissen, havde bestemt ingen begrænsninger i retning af at udtale sig meget direkte om sine medmennesker. Han var en sproglig meget nuanceret person, kunne han udtrykke sig i besynderlige vendinger, gerne fyldt med selvkonstruerede og maleriske udtryk, så havde han det bedst, især da han også holdt utroligt meget af at (høre sig selv) tale. Hans hang til alkohol blev hans skæbne, han døde i 1946 af følgerne af et livslangt forbrug.
Vanskeligheden ved en beskrivelse af denne bemærkelsesværdige person, kan vist bedst omgås ved at viderebringe nogle af hans udtalelser.

Mit navn er Oglethorpe P. Bushmaster, fra Punxsatawney, Pennsylvania. Jeg kender ingen ved navn Fields!

Jeg er som Robin Hood. Jeg tager fra de rige og giver til de fattige. Os fattige.

Man har spurgt mig om jeg aldrig får delerium tremens. Det er vanskeligt at sige hvor Hollywood ender og delerium tremens begynder.

I morgen er jeg ædru, men du vil stadigvæk være dum.

Jeg elskede engang en smuk blondine. Hun drev mig til druk. Det er det eneste jeg skylder hende tak for.

Der findes givetvis det, der er bedre end sex og sikkert også det der er værre, – men der findes ikke noget lignende.

Du må ikke bedrive hor – medmindre du har lyst.

Hun: Hold deres hænder for dem selv.
Fields: Skat, jeg prøvede såmænd kun at gætte din vægt. Du tager alting så bogstaveligt.

Hvis du holder op med at tude, skal du få lov at lugte til min ånde.

Min bedstemor var en mærkværdig dame, hun var imod at børn stjal.

Der er ingen tvivl om hvem der er menneskets bedste ven, whiskyen eller hunden. Jeg mener, når to åndsfæller finder sammen i festligt lag, sætter de sig så ned og klapper hunde?

Min kattebeskrivelse ville nok komme lidt til kort i sammenligning med Suzanne Brøggers (hun bruger også mange sider).
Hun skriver selv: Katten har ni liv, Linda Evangelista Olsen har ni temaer: erotik, kvindelighed, frugtbarhed, moderskab, død, identitet, forfatterrolle, passion og kattens væsen – spundet ind i hinanden – fra mytens sump til mosen i Løve.
Suzanne Brøgger tilstræber at se verden gennem kattens øjne, dog tilsat hendes egen karakteristiske poesi. Hvad jeg specielt godt kan lide ved bogen er at den faktisk er delt lidt op, forstået på den måde at kattelivet beskrives som en symbiose, hvor mennesket allernådigst også får lov til at deltage – men hvor katten dybest set er den berigende part – kunne det tænkes at katte betragter os som en slags kæledyr, der er sat på jorden for netop at dække deres behov for pleje, omsorg og nærhed. Hvis man spørger mennesker der har indekatte, vil de formentlig hælde til den anskuelse, måske det også er udekattens dybeste vision om et godt liv. Man har for nylig påvist at katte kun spinder når der er mennesker i nærheden, altså en egenskab der er tillært hos katten for bedre at kommunikere med os dummernikker.

Livsbekræftende kunne være et nøgleord – men dækkende, nej. William Alexander Månesøn, hvem det så end er der gemmer sig bag navnet, har kreeret en, efter min ringe mening, ganske herlig blog. Inspirerende, fantasifulde og særdeles finurlige foto af fremragende kvalitet, krydret med herlig poesi og tekster af varieret art. I disse tider er behovet for eventyr og at se det usete nok mere presserende end nogensinde, hvor det kan være vanskeligt at bevare sin barnlige sjæl i strømmen af ofte intetsigende informationer. Fordybelse og focus på det essentielle, – hvad er det så der er RIGTIG vigtigt for mig – i tilværelsen, har vi nu egentlig tid til det, hvor mange mennesker i årevis skøjter afsted på overfladen uden at turde bryde isen og se hvad der er under. Måske kunne William Alexander Månesøn være en tilskyndelse – herlig blog

FOR MIG AT SE må det være et klart udtryk for, at vores hovedinteresse ligger i at mele vores egen kage, det som tilsyneladende prioriteres er karriere og det tætte netværk, frem for social ansvarlighed og deltagelse i debatten. Det kan undre mig at man tilsyneladende accepterer alle de sociale, økonomiske og menneskelige uretfærdigheder der åbenbart bliver gjort spiselige ved at blive præsenteret af et autoritært system.
Er vi blevet tilfredse med blot at overleve? Det burde være Danskernes fornemste karaktertræk, at når vi ser en uretfærdighed, så står vi sammen om at bekæmpe den.
Ifølge Johannes Andersen har den tendens styrket autoritetstroen.
»Den samfundsmæssige kritik, hvor man udfordrer autoriterne og har en samfundskritisk diskussion i offentligheden, er blevet meget svækket,« siger Johannes Andersen.
Forskningsadjunkt og ph.d. ved CBS Ole Bjerg peger på, at den voksende autoritetstro hænger sammen med, at staten spiller en langt større rolle i dag.
»Vi bevæger os hen mod et sikkerhedssamfund, og det betyder, at staten legitimerer sig selv ved at tilbyde borgernes sikkerhed. Truslen om terrorisme har gjort, at mange mennesker føler sig mere usikre, og derfor vender man sig mod staten og bliver nødt til at tro på den,« siger han.
Ifølge Ole Bjerg bliver staten svaret på den følelse af usikkerhed, der har bredt sig.
»Reelt er kriminaliteten faldet, men politisk fylder det mere, og derfor føler vi, at vi har brug for beskyttelse. Det skaber tillid til staten,« siger han.Respekt for Forsvaret

TILSYNELADENDE HAR STATEN OG VISSE PARTIER STYRKET DERES POSITION SOM AUTORITETER ENORMT, VED AT BLIVE VED MED AT RÅBE: “ULVEN KOMMER!”

Tallene i Den danske værdiundersøgelse viser ikke kun, at danskernes generelle tro på autoriteter er steget. Undersøgelsen ser også på, om vi har tillid til Folketinget, Forsvaret og andre offentlige instanser – og det har vi. Tilliden til flere instanser er steget markant, og det kommer bag på professor ved Copenhagen Business School Claus Haagen Jensen.
»Det er overraskende, at troen på autoriteter er steget så meget. Fra midten af 1960’erne og cirka 15 år frem tog autoritetstroen et alvorligt dyk, fordi man begyndte at sætte spørgsmålstegn ved alle mulige autoriteter. Det var et udslag af ungdomsoprøret,« siger han.

JEG ER LIDT KED AF AT SIGE DET, MIN TRO PÅ STATISTIK OG UNDERSØGELSER HAR FÅET ET GEVALDIGT KNÆK.
Hvis man ser på hvorledes sundheds systemet er blevet “rationaliseret”, hvordan de arbejdsløse får pålagt en yderligere straf ved at blive jagtet rundt i meningsløshed, hvordan mange mennesker kommer i klemme i de forskellige systemer uden reel mulighed for at tage til genmæle, kunne man få den tanke at undersøgelsen er foretaget i Hellerup og bestemt ikke i Midtjylland. At man nu kan købe sin private socialrådgiver formedelst 1000 kr. i timen – og der er mange som gør det – kunne pege på at der måske kunne være et behov for at bremse lidt op og se om ikke der var en mulighed for at hjælpe hinanden ved at påtale når vi møder store tunge systemer der ikke kan rokkes ved, medmindre man har råd til det eller kan vente nogle år på at sagen kommer igennem.

Candace Robb har studeret middelalder og angelsaksisk historie og litteratur, ligesom hun er en anerkendt forsker inden for området. Den baggrund sætter hende i stand til at beskrive tidens dagligliv, personernes omgivelser og tankegang på en yderst levende måde, det er ikke vanskeligt at indleve sig mentalt i handlingen, man lever med i historien så nærværende at tidsmaskinens opfindelse bliver overflødiggjort. Skulle man anke over historiernes letlæselighed bliver det så rigeligt opvejet af fornemmelsen af forfatterens entusiasme og store viden. Det er læsning til afslapning – javist, men på samme tid bliver der listet historisk baggrundsviden og indlevelse ind af bagdøren, man kan lugte lugtene, se gaderne, mærke stemningen i de daglige gøremål – middelalderens Agathe Christie – og lidt til.

Den historiske kriminalroman er gået hen og blevet en genre for sig selv. Siden Rosens Navn af Umberto Eco er der udgivet et væld af historiske krimi’er spændende i tid fra de gamle ægyptere til nutid. Det er blevet en populær genre, muligvis også af den årsag at læseren oplever at blive bibragt et vist mål af ’fornuftig’ historisk viden – og således har en ’plausibel’ undskyldning for at hengive sig til den slags tidsfordriv – og underholdende det er det jo også.